Det startede i Kr. Himmelfart 1986. Jeg var 15 år, og med Køge Roklub ankom jeg til Tegel, hvor vi boede i Ruder Riege Turn-Verein Waidmannslust. Øgenavn: Ruder Riege Turn-Verein Wohnwagen, på grund af de campingvogne en del af medlemmerne havde parkeret på matriklen. Jeg tror de ofte var udfordrede med at transportere sig hjem fra klubbens fine bar, som altid var velbesøgt. Klubbens “Quartiere” kostede 10 D-mark pr. person pr. overnatning, under kr 40,- styret af et andrende medlem, Herr Werner Loesdau.
Verden var usikker: få uger inden vores tur havde Tjernobyl-ulykken rystet Europa, og der var tvivl om, hvorvidt det overhovedet var forsvarligt at tage af sted. Men vi tog af sted – og mens vi var der, skete det utrolige: Mathias Rust landede sit sportsfly på Den Røde Plads i Moskva, en begivenhed, der ville accelerere afslutningen på Den Kolde Krig.
Jeg anede ikke, at denne by ville blive en så stor del af mit liv.
Fra mur til frihed
Da jeg første gang gik på gaderne i Vestberlin, var muren stadig en realitet. Byen var en ø i Østblokken, omgivet af en mur, der delte familier, venner og drømme. Bare 3 år senere, i 1989, faldt muren – og med den faldt grænserne for, hvad Berlin kunne blive. Få dage efter murens fald kørte jeg alene afsted mod Berlin med hammer og mejsel i bagagen. Jeg var nede og hugge nogle gode stykker af den yderst solide mur.
Jeg har set byen forvandle sig fra en delt storby til Tysklands genforenede hjerte, hvor Vesttysklands regering i 1999 flyttede tilbage til Berlin.
Fra gæst til lokal
Siden den første tur har jeg været i Berlin hundreder af gange. Jeg har haft to lejligheder, lært gaderne at kende og fundet yndlingssteder – som “Rotten” aka Faustus på Wittenbergplatz, og Petite France i Nürnberger Strasse, hvor en god kop Americano, en Croque Monsieur og frisk appelsinjuice altid smager godt. Louise og jeg har den tradition, at vi altid som det første, når vi ankommer til Berlin, skal på Rotten og have en Hefe-Weisse – måske 2. Altid siddende udenfor, uanset årstid. I tidens løb har vi lært personalet at kende, Angela og Lisa især. Jeg føler mig som en lokal berliner, selvom mit pas siger noget andet.
I vores første lejlighed i Leibnizstraße havde vi en særlig udfordring med to af de andre beboere i opgangen, heriblandt Frau Holler. Hun var virkelig intens og påstod konstant, at der var larm fra vores lejlighed. Jeg ringede på for at se, om jeg kunne tale hende til fornuft, men det viste sig hurtigt at være en tabt sag. Hendes lejlighed var ekstremt lydisoleret – pånær loftet, som altså var lige under vores lejlighed. Frau Holler og hendes kompagnon skiftedes til ugentligt at sende klager og trusselsbreve med posten, og truslerne blev mere og mere hidsige. Det endte med to retssager. Direktøren fra Hausverwaltung takkede mig bagefter for at have “overtaget” de to, som forinden havde klaget ugentligt til hende over alverdens ting og sager.
En af mine yndlingshistorier stammer fra vores tid i den anden lejlighed. Louise havde købt noget dyrt hør, som vi skulle have syet gardiner af. Vi fandt en lokal skrædder i Berlin. Damen, der modtog stoffet og bestillingen, var tæt på 100 år og nærmest blind. Da vi en måned senere hentede de færdige gardiner, var de ikke lavet i henhold til bestillingen, og Louise blev rasende. Vi refererede til det billede, vi havde vist den (næsten) blinde gamle dame. Det viste sig, at det var hendes søn, tæt på 80 år, vi talte med, så han råbte med skinger stemme til sin gamle mor: “Mutter, hasst du ein Foto gesehen?”. Det virkede helt absurd.
Ikke desto mindre ville de have mere betaling for opgaven end aftalt, og vi indgik et kompromis. Da jeg hængte gardinerne op, var de skæve i bunden – de passede i længden i den ene side, og i den anden side var de 15 cm for lange. Vi besluttede at beholde dem, som de var, og det blev en sjov historie, der stadig får os til at grine.
Et andet af mine gode minder er den utraditionelle juleaften, jeg fejrede med min datter Sarah og vores hund Casey i lejligheden. Det var en fantastisk jul.
Et af de øjeblikke, der måske havde ændret mit liv, var i 1991, da jeg som nyudlært speditør var til jobsamtale i Westhafen hos firmaet Wendschlag & Pohl. Jeg blev lovet et job, men da jeg fulgte op senere, fik jeg at vide, at de var gået konkurs. Jeg tror på den dag i dag, at hvis det job var blevet til noget, var jeg blevet boende i Berlin permanent.
Berlin – en by i konstant forandring
Her er nogle af de største historiske øjeblikke:
- Faldet af muren (9. november 1989): Natten, hvor grænseposterne åbnede, og folk strømmede gennem Brandenburger Tor.
- Genforeningen af Øst- og Vesttyskland (3. oktober 1990): Den officielle dato, hvor Tyskland blev genforenet.
- Genopbygning og modernisering: Fra de tomme grundstykker i Mitte til det glittrende Potsdamer Platz. I cirka 20 år efter genforeningen blev Berlin kaldt Europas største byggeplads – byggekraner overalt i centrum vidnede om en by, der genopstod med en energi, der var svær at matche.
- Terrorangrebet på Breitscheidplatz (19. december 2016): Et mørkt kapitel i byens nyere historie, som ramte os hårdt, da det skete i “vores hood”.
Hvad betyder Berlin for mig?
Berlin er mere end en by. Den har flyttet mig fra en nysgerrig dreng på sin første udlandsrejse “alene” til en voksen mand, der føler sig hjemme i byens charme og historie.